Vi besluttede at køre ud til Akaroa, der har været en gammel fransk bosættelse og stadig er meget fransk (synes de selv). Der var ikke et eneste bageri, og en hver fransk landsby med respekt for sig selv har mindst en bager med super brød). Vi ville holde os til de større veje, og mente at de gule måtte være o.k. Vi fandt en meget smuk vej langs en bugt. Det var et fantastisk syn, højt flot solskin og turkis blåt vand. Pludselig blev vejen smallere. Der stod at det var Western Walley road. Vi tænkte, at det går nok, men så blev det til en grusvej, og det gik op og op. Vejen var ikke bredere end lige til os, så jeg ved ærlig talt ikke hvad vi skulle have gjort hvis vi havde mødt nogle modkørende. Derfor kunne vi heller ikke vende, så der var kun en vej i meget langsomt tempo. Det gik heldigvis fint (vi har jo en god chauffør, børnene har udtalt, at de er tilfredse med ham når han bakker). Jeg var temmelig lettet, da vi var kommet ned igen. Vi har lovet hinanden, at det gør vi ikke igen. Næste gang vender vi om mens vi kan. Vejen havde været fin, hvis man havde været på hesteryg.

Vi fandt dog frem til en dejlig camping plads.